Teateruger

OPLEV TEATERUGER MED MUSIK OG TEATER

To gange om året omdanner vi Klejtrup Musikefterskole til et kæmpemæssigt, pulserende teater. Igennem en intens og uforglemmelig uge er hele efterskolen koncentreret om at få en stærk forestilling på benene. Det kan være en decideret musical, det kan være en teaterkoncert, det kan være noget helt tredje, der kombinerer musik, drama, stomp, dans, lys, lyd og visuelle effekter.

Alle er med. Intet fungerer uden hver enkelt elevs personlige fingeraftryk. Så har du lyst til at prøve kræfter med forskellige genrer inden for musik og teater, så er Klejtrup Musikefterskole et oplagt valg af efterskole. Det skal være holdets forestilling, og derfor vil du arbejde sammen med andre og fortælle en historie. Om du vil synge, danse, spille, lave kostumer, rekvisitter, kulisser eller styre lyd, lys og video – det er helt op til dig. Bare du vil være med til at få den fælles indsats til at bære frugt og lykkes.

STÅ PÅ SCENEN – KME MUSICAL MED DRAMA OG TEATER

Vi satser altid på at skabe forestillinger med stof til eftertanke, og det er elever og lærere på KME, som laver stykkerne i fællesskab. Musik, drama og teater er i fokus. Vi råder over masser af udstyr og to store sale, som vi bruger til prøver og forestillinger. Den ene af salene er tilmed indrettet som en ægte ”black box” med sorte vægge, fladt gulv, og højt til loftet. Det giver uanede muligheder for indretning af scene- og publikumsområde.

Efterskolens musicals bliver hver gang set af op mod 1000 tilskuere, og du er selvfølgelig altid velkommen til at se med!

Er du vild efter mere teater og drama, så vælg teater som valgfag, eller 10.Å som også laver teater som et af deres store projekter. Her får du mulighed for at give den gas i løbet af året.

 

Pige udfoerer dansebillede i en forestilling paa efterskollen
Dansere i gang med dans i teaterugen paa Klejtrup Musikefterskole

SCENEKUNST MED TEATER, DANS OG MASSER AF MUSIK

På KME vil du i løbet af året være en del af et fysisk teater og stå på en scene foran et stort publikum. Vi sørger selvfølgelig for, at du får masser af mulighed for at øve dig sammen med de andre medskuespillere.

”Musikken i midten” er vores motto og derfor tilbyder vi lokaler med alt inden for musikinstrumenter. Heriblandt keyboards, guitarer, trommesæt, klaverer, mikrofoner. Læs mere om de forskellige mærker her GEAR OG GREJ.