Måske drømmer du om konservatoriet, at slå igennem med din egen musik, om at blive musikalsk iværksætter med eget pladeselskab eller måske er musik bare din yndlingshobby som du har lyst til at bruge mere tid på. Det er ikke så vigtigt, når bare du elsker at spille eller synge. Der er plads til alle. Alle musikalske niveaer, alle instrumenter og alle drømme er velkomne. På Klejtrup Musikefterskole er der plads til dig, der er mest til Bach og Beethoven, til ham der lytter til Beatles eller elsker Billie Holliday, til hende der nørder bluesskalaer i de sene nattetimer og til dig, som bare flyder hen til Billie Eilish og alt det nyeste nye. Det handler ikke om at være bedst, synge højest eller klarest. Der er masser af plads på scenen: både til alle jer, der har øvet jer i 100 år og til dig der skal synge solo for allerførste gang. 12 musiklærere står klar til at følge dig på rejsen.
Alle elever har 3 hovedfag:
Sammenspil, Kor og SDS (sang dans og spil). I sammenspil vælger du inden skolestart om du ønsker klassisk eller rytmisk sammenspil.
Derudover kan du i løbet af året vælge imellem en lang række valgfag og på den måde dyrke de genrer og interesser som du brænder for. Du kan læse mere om valgfag og de forskellige muligheder i menuen ovenfor og her.
Herudover spiller mange elever en masse musik i fritiden og så er der selvfølgelig en lang række projektuger i løbet af året, hvor musikken er i centrum.